Tro & teologi
Ateistisk Trossamfunds tro tager sit udgangspunkt i uvished
Vi ved ikke, hvad der satte kosmos i gang – dette univers, i hvilket vi befinder os (som muligvis ikke er det eneste). Således kan man sige, at årsagen til kosmos er altså en eller flere magter, der muligvis står over de kendte naturlove. Hvad disse magter går ud på - deres egenskaber, virkemåde, motivation eller intention - aner vi ikke. Og vi har ingen udsigt til at finde ud af det. Denne uvished er et grundvilkår for en ateists liv.
Hvad har skabt universet? Vi ved det ikke - men nogle få af os graver tålmodigt efter svarene.
Hvordan er livet opstået? Også ubekendt - men nogle kloge hoveder finder måske ud af allerede inden for de næste par generationer.
Hvad sker der, efter vi dør? Vi finder næppe ud af det - før efter vi er døde.
Hvad får vi for det? Det finder vi også først ud af til den tid.
Når videnskaben ophører med at kunne besvare spørgsmål om vores verden - når vi rammer grænserne for den menneskelige indsigt og formåen - så benytter vi os ikke af gæt. Vi erkender uvidenheden - selvom den er frustrerende.
Den eventuelle kraft/entitet/årsag/effekt, der ligger bag skabelsen af det univers, som i sit kaos sidenhen rummede skabelsen af planeten Jorden og livet herpå, er en mystisk men afgørende kraft i vores eksistens.
Derfor dyrker Ateistisk Trossamfund denne kraft som vores højere magt. At kraften for os er totalt ukendt betyder blandt andet, at vi ikke ser den udstikke en bestemt etik eller bestemte handlinger, vi skal følge. I stedet bemærker vi den højere magts sagte budskab i form af fysikkens love, universets natur og den menneskelige bevidsthed. Disse er med os, når vi navigerer i vores eksistens.
At forstå den højere magts bagvedliggende natur og væsen ligger udover vores evner.
Dét faktum er et centralt budskab i vores lære.
Vi kigger os omkring, frem for op
Vi erkender uvidenheden omkring vores verden og meningsløsheden, der tilsyneladende styrer den - og den følelse af magtesløshed, de to indsigter lægger i os. Men på dét fundament af indsigt om vores menneskelige begrænsninger bygger vi vores tryghed med eksistensen - og vores fællesskab. Thi trygheden findes i meget få andre ting end fællesskabet.
Af dette verdenssyn følger en særlig form for ansvar. Når vi afstår fra at forklare det uforståelige med gæt, og når vi ikke tillægger universet en vilje eller hensigt, bliver menneskelig dømmekraft ikke mindre vigtig - men mere. Etik kan ikke henvises til en højere instans; den må udvikles, forhandles og justeres mellem mennesker, i lyset af erfaring, viden og konsekvenser.
Uvisheden bliver dermed ikke et problem, der skal løses, men en ramme for, hvordan vi bør agere. Den minder os om, at usikkerhed i overbevisning bør ledsages af forsigtighed i handling, og at dogmer gør mere skade end tvivl. Uvished er ikke svaghed, men et stærkt grundlag for ydmyg erkendelse.
Vi tilbeder ikke svar - men respekterer spørgsmål. Og vi bruger vores tid og energi på spørgsmål, som især handler om vor egen og vor medmenneskers rolle i dette ene liv, som de fleste ateister budgetterer med at få.
Den virkelighed, vi er en del af, stiller ingen krav til os og lover os intet. Derfor må vi selv formulere, hvad vi skylder hinanden. Ikke ud fra forestillinger om kosmisk retfærdighed eller endelige svar, men ud fra indsigt i menneskelig sårbarhed og gensidig afhængighed.
Taknemmelighed i dette perspektiv retter sig ikke mod en afsender, men mod omstændigheder: at vi har fået bevidsthed, relationer og mulighed for erfaring, uden garanti for formål og uden løfte om gentagelse. Så vi fejrer tilværelsens eneståenhed og forgængelighed i stedet for påstået transcendent mening.
Når vi vælger at engagere os i hinanden, er det ikke i forventning om belønning eller frelse, men i erkendelsen af, at mening ikke er noget verden leverer. Det må vi selv stå for. Og vores mening skabes, når vi gør hinanden til den.
Og så ser vi al mulig grund til at more os, når vi gør vores ting…
“Den, der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt… har faktisk fattet begge dele dårligt.”
- Piet Hein
"Jeg kalder dem Ateistisk Trossamfund, for de tror også på noget."
- Bertel Haarder, kirkeminister 2016 - værdsat profet for Ateistisk Trossamfund
